Er du en af dem, der holder mange møder? Sådan rigtigt mange? Måske er tiden så inde, hvor du skal spørge dig selv, om de alle er lige nødvendige? Møder kan jo – lad os bare se det i øjnene – være mere tidsspilde end godt er. Som virksomhedsejer med tilhørende titel af søgemaskineekspert holdt jeg i mange år rigtig mange møder med både eksisterende og potentielle kunder.
Nogle møder blev holdt i min virksomhed, men flertallet af dem blev holdt “ude i byen”. Og da vi dengang hentede omkring 70% af vores omsætning i og omkring København, betød det, at jeg var i København et par gange om måneden, hvor jeg med en enkelt overnatning hver gang kunne magte en 4-5 møder på sådan en tur.
Så langt – så godt. Som du sikker ved, flyttede jeg i 2009 til Florida, og det betød jo, at jeg fik en smule for langt til Danmark til lige at kunne tage et møde. Vi forventede dengang, at det ville betyde, at vi ville miste nogle få af vores eksisterende kunder samt få færre nye af slagsen. Det vurderede vi på baggrund af, at vi jo ikke ville kunne tage møder med vores danske kunder.
Jeg skal lige hilse og sige, at vi tog fejl. Ganske meget endda.
Effektivitet og gladere dage
Siden oktober 2009 har jeg haft ét kundemøde med et dansk firma, der simpelthen sendte deres salgsdirektør en tur til Florida for at mødes med mig. Det var i øvrigt rasende hyggeligt, og han var vældigt godt tilpas med, at vi holdt den ene del af mødet ved min swimmingpool, og den anden del af mødet holdt vi på min båd. Men lad mig lige gentage: Det er det eneste møde med danske kunder, jeg har haft i 20 måneder!
Og siden november 2009 er kundetilgangen til Concept Interest bare steget og steget. Uden ét eneste salgsmøde. Og uden møder med de eksisterende kunder. Deraf overskriften på denne lille historie – vi er gået fra mindst 10 månedlige møder til 0. Og vi tjener flere penge nu end dengang, vi holdt de mange møder.
Det giver også mig meget gladere dage. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke kunne lide at holde møder med mine kunder – det kunne jeg bestemt. Men uden de mange møder kan jeg planlægge markant mere effektivt og med vidtgående hensyn til det der med, at jeg jo også lige skal huske at leve et liv ved siden af arbejdet.
Men hvad med dig? Holder du mange møder? Og har du overbevist dig selv om, at det kun er muligt at lande en kunde via et fysisk møde? Måske skal du lige tage og kigge lidt på, om der ikke er basis for at skære ned på antallet af møder.
Prøv engang at sammentælle den tid, du bruger på møder på en måned. Husk nu at regne køretid med – og glem ikke at opgøre, hvor meget tid du så ikke kan fakturere på andre projekter, fordi du holder møde. Tør du lave den optælling? Jeg vil næsten garantere dig, at du bliver skræmt over resultatet.
Prøv så at regne på, hvad det vil give dig i frigjort tid, hvis du kan skære bare halvdelen af møderne væk. Og hvad det så vil betyde i øget livskvalitet og/eller øget indtjening.
Lad mig høre, om du har taget udfordringen op, talt sammen og lavet udregningen? Og hvad endte regnestykket med?